Nogle vil sige at det er fuldstændigt ligemeget, hvad man skriver ud over den første linje. Kulturen er hurtig. Læs en linje og dan dig et hurtigt overblik – videre, videre, videre. Jeg oplever en anden virkelighed i kunsten, i musikken og i mødet med livet. Der er øjeblikke, jeg er særligt taknemmelig for. Øjeblikke som jeg gerne vil dele.

Jeg vil begynde med en kirkekoncert i Vor Frelsers kirke.

For mange er det her det begynder det og her det ender. For rigtig mange mennesker er kirkerummet rammefortællingen omkring vores liv.

Det var det første, der slog mig, da vi begyndte at stille op til koncert i Vor Frelsers Kirke. Man kan nemt glemme det, men kirkerummet er designet til nærvær og refleksion. Det kan føles som om, alle tiders tidligere bønner og ønsker, råb og suk, drømme og forventninger ekkoer fra væggene og hvælvingerne. Som om der er en ubrudt linje af fordybelse og nærvær fra fortidens kæmper gennem netop dette øjeblik og videre til fremtidens generationer. Det er også det kunsten og musikken skal gøre. Skabe en forbindelse til den fælles oplevelse, som det er at være menneske. Jeg kan ikke forestille mig et mere egnet sted, et mere priviligeret sted at få lov at spille sine sange og fortælle sine historier. Kirken er virkelig det perfekte sted til en koncert. Akustikken bærer lyden ud. Projektorer lyser vægge og hvælvinger op med videomateriale . Der er lys tændt på alteret.

Så står vi der foran ca. 200 mennesker, der en fredag aften har valgt at trodse det grå og våde vejr og at ignorere fredagssofaens kald og reality-TV evige føljeton. På den aften i netop Vor Frelsers kirke er der ingen, som skal stemmes ud eller hjem. Her får vi lov til at give et kunstnerisk bud på, hvad det vil sige at være menneske. Det hele begynder med skabelsen. Niels Peter giver sig hen til ursangen, der skal bringe mennesket og alt vi kender frem. Efter et stykke tid begynder Albert at lave indianerlyde på bassen – do, dum, dum, dum – do, dum, dum, dum. RoarAskholm har lavet produktion af visuals; alting vokser langsomt frem – der svømmer langsomt en haj hen over kirkevæggen. Der bliver lyttet intenst.

Så tager koncertfortællingen for alvor form. “Udyr vågner, tager over, ilden brænder alt du kender” synger Niels Peter, og jeg tænker, at der vel næppe findes et bedre sted at spille musik end her i kirken. “Husk dit glæde – dans”. Med musik, billeder og fortællinger bevæger vi os frem.

Udyr vågner


Tænk at kunne få lov til at brug en aften sammen med så mange mennesker til at bearbejde den menneskelige oplevelse ud fra konceptet “Smuk og smadret”. Idéer er, at vi alle har vigtige historie at fortælle og kun ved at lytte og fortælle kan vi komme hinanden nærmere. Vi bærer hinanden, vi lægger trædesten frem, og i sidste ende kalder vi ud efter noget større.

For mig er der nogle særligt to store øjeblikke i koncerten. For det første har vi fået lov til at spille sammen med Elisabeth Hejlesen, som har sin sopransaxofon med. Det åbnede hele GraaBlaa-lydbilledet op. Både som smukke lange toner, der svæver vandene eller som vilde skrig. Det andet øjeblik er da vi som fællessang synger Dylans “Blowin´in the wind”. Svaret blæser virkeligt i vinden, i fællessangen, i klagen og i søgen.


Det er for mig en virkelig stor oplevelse – jeg håber på at kunne få mange flere af den slags.

The answer is blowing in the wind